En erfaring rigere...

Elementer

22. maj 2003: Her til morgen var Henrik - Konduktør - fra H+H Fiboment for at checke op på elementerne. Der er ikke noget at bemærke. Det vil tage ca. 4 døgn i alt før det er helt tørt. Men det er bæredygtigt efter 2 døgn. Altså regner vi stadig med rejsegilde i næste uge - nok onsdag!
Søren M. fra Eurodan Huse har været her og checket stikbokse, samt målt om elementerne stod i vatter. Højdemålingen kunne han ikke lige klare i dag, da hans apparat løb tør for strøm, så nu er der kun at lade den op og komme igen :)
Jeg har lige taget et par billeder af Søren, da jeg har hørt, at han bliver drillet lidt på kontoret, da han er tilsynsførende og ikke er at se på nogle af de andre billeder. Men forklaringen er simpelthen nok, at han løber så stærkt, at han ikke når at komme med på dem.

20. maj 2003 kl. 19.00: Nu står der skallen til et hus. Sjovt at gå ind i den og fornemme, hvordan det kommer til at se ud. H+H Fiboment blev færdige, dog mangler der at blive savet nogle støtteelementer af. Men nu skal konstruktionen stå og tørre til mandag, hvor spærene kommer. Så nærmer rejsegildet sig! Altså bliver det i næste uge. Så nu kan I godt gøre jer klar og holde øje med siden for at se tidspunktet.

 

20. maj 2003 kl. 13.40: Lige et par halvvejs billeder, hvor man rigtig kan se, hvad det hele skal ende med at være. Nu føles det alligevel som et rimeligt stor hus. Man kan begynde at danne sig et indtryk af rummene mv. Om det bliver højt.... joe... det må vi jo nok indrømme.

20. maj 2003 kl. 11.00: Christian og Johnny - Marius Pedersen chauffør kom med køreplader til indkørslen. Så er det sikret.

20. maj 2003 kl. 10.30: Så er pejsen klar og det går fremad med elementerne. Nu begynder det sørme at ligne et hus. Liv er vildt imponeret over den store kran og de store elementer.

20. maj 2003 kl. 9.20: BMS kranen er kommet og nu skal de igang med elementerne. Det øser stadig ned. Kl. er nu 9.50 og første element er på plads. Fuglene synger og solen skinner. Skal vi mon tage det som et tegn?? Vi her i skurbyen ser positivt på den sag! Der er bestilt to ekstra køreplader, da elementerne er så tunge, at indkørslen skal understøttes lidt.

 

20. maj 2003 kl. 8.20: Kl. 6.45 vrimlede det pludselig med biler. H+H Fiboment kom med to biler og en stor trailer. Og hvem var det, som også kom... TDC. Ja, det er jo absolut flot planlagt. Men manden havde først fået beskeden i går. Nå, han lagde en kabelrulle og stak kablet op i røret, så det kunne komme inden i muren, når der skal mures op.

Der tages højdemål og blandes klister til elementerne. Nu sker der noget. Og alt dette i ØSENDE regnvejr. BMS kranen - 48 tons meter - er bestilt til kl. 8.30. Andet læs med elementer er ankommet.

19. maj 2003: I dag kom første trailer med elementer. De er godt nok store. Andet træk skal være her i morgen tidlig senest kl. 8.30.


Hovedside    Email    Links

© 2003 Viking Desktop

Designed af Viking Desktop